Klinisk undersøgelsesteknik

Når man skal diagnosticere bevægeapparatets lidelser er det essentielt at optage en grundig anamnese. Denne er faktisk ofte vigtigere end den objektive undersøgelse.

Den objektive undersøgelse kan opdeles i inspektion, palpation, undersøgelse af bevægelighed og funktionelle test. Hertil kommer neurologisk undersøgelse. En fuld undersøgelse af hele bevægeapparatet lader sig af tidsmæssige årsager ofte ikke gøre og er ofte heller ikke relevant. I praksis vil man ofte koncentrere sig om den symptom givende region og nærliggende (især proximalt beliggende) regioner samt evt. den nærtstående del af columna.

Ved inspektion iagtages om der er rødme og hævelse og det iagtages hvor evt. hævelse sidder. Man iagtager muskler, sener og knoglernes anatomi. Specielt iagtages om der er asymmetri eller forskelle imellem de to sider. Ved palpation mærkes primært efter varme, hævelse og ømhed. Hvis der er hævelse eller ømhed forsøges bestemt hvilken struktur der er hævet/øm.

Der er endvidere forskellige håndgreb til generel undersøgelse af led, muskler og sener. Endelig findes der specifikke test i de forskellige regioner.

Ideelt set burde de tests man benyttede sig af have en høj sensitivitet, og specificitet og en høj reproducerbarhed når to undersøgere udfører den samme test. De præsenterede tests er bl.a. valgt ud fra publiceret evidens desangående.